En billedevæg er stimulerende for øjet og en oplagt måde at præge dine rum med din egen personlige stil. Det behøver heller ikke at være dyrt, og især ikke hvis du kan lide at gå i genbrugsforretninger.
For her kan du finde nogle gamle billeder med meget charmerende rammer til små penge, hvor du bare kasserer billederne og indsætter dine egne i stedet. Det skaber virkelig liv når din fotovæg er opsat ud fra en “linje”, så det som ser tilfældigt ud, alligevel er gennemtænkt i detaljer. Og det vil vi gerne hjælpe med at give inspiration til i denne artikel.
Der er heldigvis ingen regler for din billedvæg
-og du er kun begrænset af din egen smag og stil, og selvfølgelig væggens størrelse.
Du kan vælge at blande stilen med både motiver, farver, rammer og materialer, hvis du kan lide at det ser “rodet” ud. Men forsøg alligevel at holde en linje så der kommer styr på rodet.
En linje kan være at hvert billede har præcis samme afstand til hinanden, uanset deres størrelse og stil. Det kan være du beslutter dig for 5 cm i afstand mellem billederne. Sådan skaber du “ro i rodet”. Du kan også skabe en linje ud fra rammetype.
Hvis du for eksempel køber nogle rammer i forskellige størrelser, men som har samme farve, så kan det være med til at skabe en ensartethed. Eller hvad med et minimalistisk look, hvor du placerer dine billeder således at de alle flugter i den nederste kant i en ren linje, og hvor du derfra bygger din væg op?
Det er som sagt kun din egen fantasi som sætter grænserne.
Men det er vigtigt at du holder en linje eller en rød tråd, så det ikke ser alt for rodet ud. For selvom rod også kan være en stil, så er mennesker indrettet sådan, at vi altid ubevidst leder efter en form for orden. Og hvis ikke der kan findes en, så føles det utilfredsstillende.
“Hvad så når man bryder ordenen?…. Kan det ikke være ret fedt?.”
Jo det kan være rigtigt fedt når man bryder ordenen. Hvis du for eksempel har en fotovæg som kun består af billeder i sort / hvid, og du et “tilfældigt sted” placerer et farvebillede midt i det hele, så er det også en fræk måde at lave en stil som skiller sig ud.
Men derfor bør du alligevel holde en linje, som kan bestå i rammevalg, afstand til rammer eller en kant i top og bund, eller ude til en af siderne, som flugter helt med hinanden, for at sikre at helhedsindtrykket er lækkert og tilfredsstillende.
Der er rigtigt mange skabeloner til billedvægge ude på nettet, og et af de bedste steder at søge inspiration er på Pinterest. Her kan du søge på “Photowall” eller “Picturewall” og bruge en masse tid på at se hvordan folk har været kreative.
Hvis du kaster dig ud i det, kommer du helt sikkert til at skabe både liv og samtaleemner omkring dit rum, og hvis du har en masse digitale billeder, så er det bare om at få dem lavet til papirfotos lige her.
Bare klik på billederne for mere inspiration. Rigtig god fornøjelse.